Louise Ariesen Rams

Jeg har fået ny blogside se

http://louiseariesenrams.blogspot.com/

Nej, hvor skulle jeg bare lave meget yoga i juleferien. Nu havde jeg jo hele dagen, og vi skulle ikke ret meget.

Troede jeg.

Har lavet nul yoga i juleferien. NUL NUL NUL.

Måske en halv slatten solhilsen, som jeg nok ikke engang gad gennemføre, sikkert fordi jeg skulle hen og tjekke facebook eller andet VIGTIGT.

Når jeg får dårlig samvittighed over ikke at lave yoga  kommer den gode engel og forsvarer mig og siger (min indre stemme): “Det er godt, at du ikke er så hellig.”

Skål, siger jeg så, og tager min 5. kæmpe kaffe med mælk, et glas rødvin eller går på rov i pigernes slik.

For jeg kan godt lide alle de gode ting.

Men forledeni var jeg så til yoga. Ahhhhh. Som altid er det jo bare så dejligt. Walter var i Finland, og mine børn er efterhånden så store, at jeg godt kan smutte om aftenen i et par timer.

Og lige så stille kan jeg mærke, at jeg får lyst til at være lidt god ved min krop. Ingen ambitiøse mål. Blot lidt mere afmålthed. Lidt mindre sukker, lidt mindre kød, lidt mindre kaffe, lidt flere gå ture, måske løbeture ligefrem, lidt mindre rødvin.

For jeg har i den grad taget for mig af retterne. Og det har ikke kun været skønt. Det har også til tider været ….ja lidt belastende, når man ikke kan finde sit mæthedspunkt. Den der følelse af udspændt mavesæk. Det er altså bare ikke rart.

Nighttrain from Lao Cai station, northern Vietnam. We are heading south. Drinking Tiger beer with Hai and playing the dutch card game- “pesten” – in our nice 4 bedded cabin. Drinking too much beer makes you laugh about yourself, when you are – as I am – standing above the toilet in a bumpy train.  Good training for your leg muscles though.

Nice Hanoi this early sunny morning

Street atmosphere in Ninh Binh area

At that time cancer-sick Tu with family- our friend from Topas Ecolodge. Now he is healthy and fit for fight.

New friends

We are visiting Hai´s hometown.

Beautiful Ninh Binh

At this time last year we visited Vietnam. I cannot believe it has been three years since we left.

Here we are seeing friends again at the Red Dao restaurant i Sapa

Very strange to be here again at Topas Ecolodge as guests. The breakfast after arriving with the early morning train is still…… uuhmmmm

Nice hike to Thanh Phu village to visit Long and Khieen. Vera and Kristine went with Long on his motorbike. They stopped to buy a living chicken for our dinner:-)

So here is the chicken not living anymore. Ahh we refreshed the smokey bitter taste of ricewine – I haven’t missed that at all.

Soooo nice to talk with Hoan and Nguyet again – they have bought a car!

For old times sake in rainy Sapa

After Sapa we went to Hanoi again and visited our friends i Ninh Binh – on the next post I will show more pictures.

40 år. Jeg skulle vist lige sluge den først. Jeg har nok levet halvdelen af mit liv så. Og det er jo egentlig lang tid. Men hvor er der meget jeg gerne vil, hvor er der meget jeg gerne vil nå.

I går fik jeg et nyt ønske på listen. Når jeg bliver gammel, så vil jeg synge i kor. Jeg var til julekoncert. Mine to piger sang i kirkekoret. Og de skulle synge solo. Så flot og rent. Der var et gæstekor, stort og flot, som i den grad kunne synge kirken op. Det var smukt. Jeg fik helt lyst til selv at stå der, det er jo berusende når stemmerne klinger flerstemmigt.

Idag har jeg min sidste yogaundervisning. Så er der juleferie. Børnene får også ferie og skal for første gang alene med bussen ind til Ålborg for at købe julegaver. W ligger i sengen og er syg og hoster. jeg sidder her og nyder lidt at solen titter frem. Det er egentlig helt ok, at det er vinter.

Jeg elsker bøger. Tror faktisk, at det er lidt af en fetich for mig. Det bliver værre og værre med alderen. For jeg har fundet ud af, at det især er det der med at eje dem, der er fedt. Jeg læser dem selvfølgelig også, og slæber lange poser hjem fra bib med bøger (og betaler derfor også lange regninger til bib). Men det skønneste er at købe dem. Få dem, slæbe dem hjem og eje dem. Derfor har jeg også rigtig mange bøger, som jeg ikke har læst. Men det kommer. For altid har jeg i mine dagdrømme, den her lørdag. Hvor jeg ikke laver ret meget andet end at læse, ligge på sofaen og drikke først kaffe og når dagen går på hæld, – rødvin. Men der kommer altid noget i vejen, for at den lørdag bliver til noget.

Bliver du – ligesom mig, også ekstrem nysgerrig når du kommer i et hjem og ser folks bogreol? Og får du ligesom mig også tit bare lyt til at sætte dig og læse de spændende bøger de har – i stedet for at snakke?

Så er du afgjort til bogreolsporno. Og tjek derfor lige dette link. Hvilken bogreol kunne du bedst tænke dig?

Spændende bogreoler ikk?

Lige nu læser jeg:

Samtaler med Bob Moore,  og Hanne Vibeke Holst: Undskyldningen.

Så er den første yogasæson ved at være slut. Jeg har haft fire hold om ugen. Det har virkelig været lærerigt for mig, der er stor forskel på holdene. Som nyudklækket yogalærer, kan det være ganske barskt, når nogle vælger ikke at komme igen. Men sådan er det jo. Som en engang sagde til mig: 50% af verdens befolkning vil kunne lide yoga og især din form for yoga. Resten vil ikke.

Må altså virkelig arbejde på, at det ikke er nødvendigt, at alle SKAL elske mig og min form for yoga. Men heldigvis er der mange, der har forhåndstilmeldt sig til næste sæson, og jeg er ganske tillidsfuld. Det som skal blive til noget – BLIVER til noget. Lad falde hvad ikke kan stå.

Det er sjovt at se på kroppe. Og det er dejligt at mærke erfaringen og den viden min yogauddannelse har givet mig. Jeg vil jo helst, at alle skal kunne give hen, og nogle gør det da også fuldstændigt. Det er sjovt at se, hvordan nogle nyder det, giver sig hen til yogaen, sig selv og har lukkede øjne nærmest under hele timen. De går derfra stille og i kontakt med sig selv.  Det er så skønt at se, hvordan det nærer og gavner os at mærke kroppen og vende opmærksomheden indad i modsætning til det liv, vi lever det meste af tiden, hvor al opmærksomhed nødvendigvis må rettes ud i forhold til arbejde, børn, venner, familie eller de medier der også suger vores opmærksomhed.

I undervisningen giver jeg efter for den spontane del af mig, der absolut ikke gider holde sig til mit planlagt program – men som ynder at bestemme ALT selv. Lige pludselig er jeg ved at lave øvelser med mine elever, som jeg slet ikke havde planlagt. Nogle gange er det fint nok, andre gange…. tjaaaa . Jeg har det bedst, når mit indre frie barn kan få lov til at gå ud af tangenter, som opstår spontant, fordi kroppen får lyst til at lave det. Vi laver de øvelser, jeg føler for, og også hvad eleverne er til. Det er ikke nødvendigvis den bedste måde, men jeg tror det bliver min måde.

Jeg er glad og forventningsfuld i forhold til fremtiden. Min bog udkommer 3 måneder senere end forventet, men det er ok. Det hedder nu slut maj. Jeg har masser af ideer og mange ting, jeg gerne vil, men lige nu er jeg træt. Jeg trænger til selv at få fyldt op på min yogakonto. Det er første dag på min cyklus og jeg har hovedpine, lav energi og er tung i underkroppen. Sara Avant Stover (mentor, foredragsholder og yogalærer) har skrevet en bog, der hedder: “The way of the happy woman”. Hun skriver om, at det er vigtigt, at kvinder tager hensyn til vores feminine cyklus, der må vi hylde os i egenomsorg og sørge for at koordinere vores kalendere efter det, så godt som det nu er muligt i et travlt liv. Mon ikke det vil give større livskvalitet? Jeg har desværre ikke læst den, kun de første 2 gratis kapitler, som kan downloades. Du kan læse om den her. Jeg vil ønske mig bogen i julegave – og så tror jeg,  at jeg til næste år, vil ønske mig hendes lækre retreat i Mexico.

Det er da ikke en særlig stor julegave er det:0)?

December kom lige pludseligt. Og jeg har haft så travlt med at blive 40, holde børnefødselsdag, overleve skuffelsen af at min bog er blevet udsat til maj måned, at jeg helt har glemt at fortælle noget.

Jeg er nemlig med i en julekalender. Jo jo. Den havde i nok ikke lige set komme.

Altså en blog-julekalender. Hvor en masse mennesker skriver et kapitel hver dag, på en historie med nogle personer, som er udviklet af Mai Bakmand.

Hvis du er interesseret, kan du se den her. Den er på bloggen kvindekendditjob.blogspot.com

Mai har skevet en ebogs krimi hvor du kan læs,e hvad der er gået forud, men kun hvis du har lyst. Det er ikke nødvendigt for at følge med i julekalenderen.

Dette er en super god beskrivelse af yoga – jeg låner den og den kommer her:

Vi kender alle det her med at have læst en bog med kloge ord – fx en slanke bog. I en slanke bog står der, hvad vi skal gøre for at tabe os. Vi kan læse og forstå det, men vi får ikke rigtig gjort noget ved det. Vi ved med intellektet hvad der skal til, men vi gør det ikke? Det er nemlig sådan, at vaner er meget svære at bryde, at vi ofte sætter vores mål for stort op. Vi er ikke realistiske og så gør vi ofte ting uden at hjerte og krop er med. Vi tænker, men glemmer at mærke og føle. 

Yogaøvelserne er der hvor du omsætter tanker til handlinger. Det er her, hvor du skal omdanne teori til praksis. Det er her du føler og mærker, det du tænker. 

Yogaøvelserne er super god motion. Yogaøvelserne giver fysisk og psykisk velvære. Øvelserne træner kroppen i et roligt tempo, og så er de konstrueret sådan, at de masserer de indre organer, hvilket stimulerer hele systemet positivt. Fokus på rigtig vejrtrækning og åndedrætsøvelser giver, ud over forbedret fysisk heldbred, også mental ro og balance på grund af den meditative virkning. Det er bl.a. via yogaøvelserne balance i krop og sind opnås. (Sanum yoga.)

Engang turde jeg ikke engang tænke tanken til ende. Mig. Alene på yogaferie. Fordybelse i yoga og meditation. Smukke omgivelser og varme. Massage, sund mad og helsende teer, der i et par uger skal afløse mit kaffe og rødvinsindtag. Sounds good.

Vil jeg gerne på denne her yogaferie? Ja det tror jeg nok jeg vil!

Det kommer jeg også! Engang. Og med mit rasende opsparingstempo tager det mig nok kun 9 år inden jeg kan komme afsted. Suk.

Men jeg pønser på en anden plan. En plan som skal give mig yoga, så hatten passer. Og i den plan er der faktisk også ret store chancer for dejlig mad og dejligt vejr.

Hør mere næste gang:-) når jeg forhåbentlig ved mere om min plan.

“Fuck, der stinker af lort her”  er Kristine kommentar nu,  hvor hun er kommet hjem fra skole, mens hun skærer ansigt og tager trøjen op over næsen.

Det må være i skolen hun lærer sådanne ord.

Min dag igår:

• Kørte til og fra Randers. Yogaundervisning.

• kørte lillen til gymnastik

• stegte kød til aftensmaden

• glemte at jeg var ved at stege kød til aftensmaden

• luftede køkken ud og reddede et splitsekund huset fra at brænde ned til ground zero

• kørte heeelt ud til rideskole for at aflevere glemt hesteskabsnøgle til storen,

• kørte tilbage til hallen for at se lillen gøre gymnastik

• kl. 19.30: spiste aftensmad (rugbrød!)  i dynejakke i sengen på grund af alt i huset der kunne åbnes STOD åbent.

• kørte ud for at hente storen efter ridning

• havde gnaven mand, der. 1)  ikke gider snakke, uden han ved hvorfor. 2) pludselig er sur over at have soveværelse i stuen. (But whyy?). 3) skælder indirekte ud over at der lugter som brændt menneskekød i huset. 4) knurrer over at jeg vækker ham (men det var altså hunden…..) Og så var han ellers lige til foredrag om langtidsfriske medarbejdere. Det blev han ikke en særlig langtidsfrisk mand af.

Har nu et hus der stinker af lort.

Og kan kalde mig selv for bitterfi…..

Således opløftet kan vi nu alle – kære læsere – gå videre med vores torsdag.

Udkast til forside:-) Godt nok på hovedet, men alligevel.

I morgen skal mine sidste kapitler sendes til Forlaget Linje H, og så går korrektur og redigeringsarbejdet i gang. Og det største arbejde er slut for mit vedkommende.

Da nogle har givet udtryk for, at de gerne vil give bogen væk i julegave – tænker jeg lidt på at lave nogle postkort med forsiden på, hvis vi når det inden jul.

Jeg er godt i gang med at hype mig selv fuldstændigt op, med tankerne på fødslen af min første bog. Det er SÅ stort (har jeg sagt det før?), nærmest som om jeg er ved at føde mit tredje barn.

Og hvad skal barnet hedde?

Da jeg gik i navneovervejelser til mine menneskebørn følte faren og jeg ingen trang til at dele det med verden. Alle har en holdning til navne og de skulle bare føles rigtige for os, det var det vigtigste.

Det er anderledes med bogbarnet. Er så meget i tvivl. Og alligevel ikke. What to do?

“Fra  rødvin til risvin” (arhhhh lidt for meget alkohol i titlen)

“En anden hverdag” (lidt kliche måske?)

“Mærk verden II” (min ven Jacobs helt fuldstændige ikke-ydmyge forslag – hæ hæ)

“Det kan så nemt gå godt”

“Fra rejselyst til hotelbestyrer”

“I Østen stiger solen…”

“Grønt, grønt, grønt” (på engelsk det poetiske “Shades of green”:-) )

“Good morning, manager ”

“Det ordner sig
- tag familien ud! ”

“Bjergluft ”

“Mango, nudelsuppe og rismarker ”

“Udsigt
- med familien på arbejde ”

“Hvor meget græs spiser en vandbøffel? ”

“Offline
- med familien på arbejde i Vietnam ”

“Disconnected
- med familien i bjergene ”

Hvilken vækker mest nysgerrighed?

Du kan eventuel give dem point på en skala fra 1-5

Walter bliver nødt til at børste tænder på mig i aften, og de næste år frem, for jeg KAN ikke få armene ned.

Er så glad. Igen. Har været til møde med forlag og grafiker (tænk at jeg kan skrive det!)

Hvad skal man bruge et latterkursus til, når man har en sød udgiver. Den redigeringsvaskemaskine som jeg havde frygtet, mit manus skulle igennem, og som på samme tid, ville renvaske mit spirende mod som skribent, og rense det, desinficere det for lyst til nogensinde at skrive en eneste sætning igen – viste sig at være noget helt andet. Faktisk bare det, jeg vil kalde for redigering. Rykken lidt rundt på ord, opstramning her og der. Og jeg skal ikke engang gøre det selv. Er glad så glad. Troede dæleme at jeg skulle til at skrive bogen om igen. Det magtede jeg ikke. Mens sådan var det heldigvis ikke.

Uge 6. Der kommer den. Bogen. Min bog.

Så jeg trallede afsted på solskinsramte Christianshavn. Følte mig som en jyde med halm i træskoene, da jeg spurgte om vej til Christianshavn og da jeg vendte mig om på gaden, fordi jeg så Kim Behnke og demonstranter foran Christiansborg. Gik ned af bådmandsstræde og sendte en kærlig tanke til min far, der var soldat der for tusind år siden. Dengang Christiania var en kaserne.

Købte nogle lækre varme strømper (der er fodkoldt i Sulsted) og et stort glas rødvin på en café. Og satte mig og stirrede ud i luften længe, og kiggede for 47. gang på omslagsforslaget fra grafikeren. Den bliver så fin. Og så flot.

Nå, må ned på jorden igen. Skal holde børnefødselsdag i aften.

Åh var ked. Så ked. Bogen skal igennem en stor redigeringsvaskemaskine. Jeg vidste det jo godt, at sådan kan det gå.

Ord, ord, ord. Der er alt for mange ord i mit manus. Lige nu. Og for mange detaljer. Til tider kedelig. Den sved.

Er jeg nogensinde i stand til at skrive en bog igen, eller vil jeg for evigt være lammet af præstationsangst?

Må seriøst overveje at tage på et latterligt latterkursus. “kursus for hængemuler – sådan får du mundvigen op igen……..”

Er der nogen der ved, hvor sådan et er? Du belønnes med …. ja find selv på noget. Er tom.

Mobilen pippede sin velkendte irriterende vækkelyd. Der var mørkt og sort som i en brøndgravers røv. Søvndrukken så hun på klokken. 5.20. Hendes mobil var stadig på gammel tid. Hun havde således sat mobilen en time før, hun egentlig skulle op. Arrghhhh og ihhhh på en gang. Det betød en time mere i himlen. I sengen. Under den varme dyne.

6. 35 stod hun op. Vækkede børnene. Storen var frisk men træt. Lillen ville ikke cykle alene i skole, og tog derfor helt frivilligt udfordringen op.

Efter de sædvanlige morgenskyndinger: spis nu, kom nu, tøj på, håret, “du skal spise lidt mere”, børst tænderne, madpakker, klokken 9 mad, “skal du have alle de tunge bøger med?”- alt gik egentlig nemt og hyggeligt -  var de klar.

Godt klædt på, var de færdige til at gå.  Græsset var vådt og stien mudret. Og de gik, gik og de gik. Morgenen var smuk, diset, måske en lille solstråle. De gik. Hun bar indimellem de tunge skoletasker for børnene. Og de hyggede, og hun fik lov til at holde dem i hånden, og de snakkede. Hunden Grethe var med. Han var lykkelig. Og de gik og de gik.

Og levede lykkeligt til deres dages ende.

Min lille store datter på 12 foreslog noget, som ved nærmere eftertanke, egentligt er ret stort.

“skal vi ikke prøve en gang at stå op klokken 6, og så klokken 7, så er vi helt færdige og så kan vi gå i skole. Altså gå. Sammen med dig, …og far. Skal vi ikke prøve det?”

Jo svarede min mund uden at jeg helt havde realiseret mig, hvad det egentligt indebar.

KLOKKEN SEKS????????????

Kristine takkede nej, hun skal ikke nyde noget.

Så kære cyberspace. Jeg må dele dette med universet, ellers kommer jeg ikke op. Hjælp mig med at finde styrke til at stå op klokken seks og gå de knap to kilometer op til skolen.

Faren er i Pragh, så her må jeg stå på egne ben. Sammen med hunden.

Om det lykkes lover jeg hermed – helt ucensureret at meddele.

Spændende sager……….

Meditation og åndelig eller spirituel indsigt alene kan ikke ændre os eller verden.

Det er ikke nok at blive rystet op, eller vågne. Vi bliver også nødt til gøre os den ulejlighed:

• - at “grow up” – vi skal udvikle følelsesmæssig modenhed

• - at “Clean up” – rydde op og engagere os i skyggearbejde – altså de sider af os, der er mindre bevidste, eller som vi ikke kan lide

Og sidst men ikke mindst

• at “show up” – vi bliver nødt til at indføre vores indsigter i vores daglige liv.

Sådan diskuterer en række zen-mestre. Se Keith Martin Smiths site her – som iøvrigt er fyldt med tips om, hvad der skal til for at skrive en bog. OG lækker han er.

Louise

Mit bogprojekt er ved at materialisere sig for alvor. Lige nu bliver det læst igennem af Heidi Korsgaard fra Skriveværkstedet og Forlaget Linje H. Og lige så lige nu sidder der en grafiker  – Mette – fra Gipsy Graphics og er i kreativ proces, omkring hvordan forsiden skal se ud.

Det er altså vildt spændende. Og det er det største kick for mig. Jeg prøver at mentalforberede mig på, at ikke alle vil elske min bog. Jeg må ruste mig på kritik. Når man siger noget ude i det offentlige rum, kan man jo ikke forvente at alle bryder ud i lovsang. Omvendt kan kritik selvfølgelig også være et udtryk for, at bogen ikke er ligegyldig.

Igår aftes hørte jeg en teleklasse – som det så fint hedder. Et gratis online telefonmøde, hvor Pernille fra Bogskriveriet fortalte tips og tricks til at få ens bogdrøm til virkelighed. Det var virkelig godt. Jeg har læst hendes bog: “Få din bog ud”, og den kan jeg varmt anbefale, hvis du også har bogdrømme ligesom mig.

Hun anbefalede en Jan Felland, som har skrevet en bog “Forfatter AS”, som handler om alle de nye muligheder der er med at udgive sin bog selv, og hvordan man får den solgt.

Så snart jeg har læst den, vil jeg skrive mere om den her på bloggen. Han har en flot hjemmeside, jeg blev imponeret over. Der står alt, hvad man har brug for at vide, og det på en eneste side. Se den her.

Må i gang med at kopiere alle bogens billeder over på en cd til grafiker Mette. Det er et kæmpe arbejde, for bogen er spækket med billeder.

Og nu videre til yogaundervisningen….

Gud, giv mig sindsro til at acceptere de ting jeg ikke kan ændre
Mod til at ændre de ting jeg kan
Og sindsro til at se forskellen

reinhold Niebuhr, amerikansk teolog, 1882-1971

“Vi bringer her et uddrag fra bestsællerten “Et år i Vietnam”, som igen i år topper bogranglisterne over hele linjen. Og senere i programmet kommer der et eksklusivt interview med forfatterinden…….”

…..brat vågner jeg op fra endnu en nats (vidunderlige drøm) mareridt. Det er onsdag. Og det regner. Og jeg skal til tandlægen. Jeg er bange for tandlægen. Jeg drømte om, at jeg var ved at se tv-avis…….

I drømmen læste de dette stykke op:

Uddrag fra et “Et år i Vietnam”:

Kan veganere ikke bare få deres eget land?

Jeg kan virkelig godt lide gæsterne, der kommer her for at tilbringe en nat eller to på lodgen. Vi har de sødeste gæster. De er tålmodige. Glade, nysgerrige, venlige og SÅ taknemmelige for den service, de får. I hvert fald de fleste.

Men min lunte når det kommer til gæster med særlige madønsker bliver tydeligvis kortere og kortere, jo længere tid vi er her, har jeg lagt mærke til ved mig selv. Især jo mere indviklet disse madvaner bliver. Det er intet problem med småjusteringer, som at der eksempelvis er et par stykker i en gruppe, der ikke spiser fisk eller er vegetarer. Det er vores køkken fuldt gearet til, det forekommer rigtig tit. Og de laver faktisk super lækker vegetarisk mad. Værre er det, når der kommer amerikanere (min egen uvidenskabelige men erfaringsbaserede undersøgelse har lært mig, at det især er amerikanere, der stiller høje madkrav), der ikke bare er vegetarer men ligefrem veganere. Som vist nok betyder, at de foruden kød heller ikke spiser fisk. Eller æg. Eller mælkeprodukter. Suk.

Eller som den amerikansk/svenske pige der kom til mig på kontoret og meddelte, at hun ikke spiste hvede og heller ikke ting, der er stegt. Jeg stod og tænkte lidt på, hvad hun så egentlig måtte spise? Slikkepinde og chokolade. Nej, nok ikke lige. Men frugt og kogte grøntsager da? Folk må jo i virkeligheden fuldstændig selv om, hvad de vil spise (jeg er nok bare mest misundelig på deres ryggrad), problemet er mere at det bliver SÅ besværligt for os, men det ved hun jo ikke, og det skal hun heller ikke vide. Mens jeg smilte til hende og sagde ”no problem” havde jeg mest af alt lyst til at tage den paraply, der stod ved siden af mig på kontoret og slå mig selv oven i hovedet for endnu engang at komme til at love for meget.  Jeg kommer mere og mere til at ligne John Cleese fra halløj på badehotellet.

Jeg har simpelthen lånt et blogindlæg fra JP – fordi jeg synes det er så godt…..

Sund balance

Skrevet af Maria Høy

Rigtige mænd tør godt dyrke yoga

Emner: fitness, fodbold, fordomme, løb, marathon, sportskliche, sportskultur, yoga

Nåh, sagde den temmelig velholdte midaldrende mand til mig, så du er yogalærer. Det er vel sådan noget med nogle følsomme kvinder i overgangsalderen, der sidder og trækker vejret i skrædderstilling?

Rend mig i klicheerne
Jeg ved ikke helt, om han egentlig syntes, at kommentaren var sjov, eller om han troede, at det virkelig ville provokere mig med sådan en politisk ukorrekt udtalelse. Resultatet var i hvert fald ingen af delene: Jeg har hørt det for mange gange til at orke at småle høfligt eller for den sags skyld blive fornærmet over det.

Den forfængelige løber
Den velholdte mand løb selv nogle gange om ugen, og hvis jeg skulle give tilbage med samme mønt, så kunne jeg jo have sagt til ham, at han sikkert pruster sig igennem sine 5-6 km i lidt for stramt løbetøj til sin alder og formentlig er hemmeligt frustreret over, at de sidste 5-6 kilo ikke er sådan at løbe af.

Skræl fordommene væk
Men faktisk var den velholdte mand meget sympatisk, og faktisk kunne han godt bære de ekstra par kilo, der sad på ham. Grunden til, at jeg, som det fremgår, alligevel har brug for at hakke lidt på ham, det er, at han ligesom en del andre mænd, har brug for at putte yoga ned i en kasse med et par andre udskældte fænomener, nemlig følsomme kvinder og overgangsalder.

Vis mig din sportsgren og jeg skal fortælle dig, hvem du er
Hvor er det ærgerligt, at de klicheer og arketyper, som vi går rundt og hægter på forskellige sportsgrene og hobbyer, ofte forhindrer os i at få øje på de egentlige kvaliteter. Det er rigtigt, at der (især tidligere) var en overvægt af modne kvinder med god kontakt til følelsesregisteret, som dyrkede yoga. Ligesom der er – undskyld, VAR en god portion brovtende, mandschauvenistiske mænd, der dyrkede fodbold. Og en del nydelsesfornægtende typer med neurotisk kontrolbehov, som vist stadig løber maraton. Men så er der alle os andre, som dyrker yoga uden at være sensible vegetarer. Spiller fodbold OG synger i kor. Og mit bedste bud er, at der heldigvis bliver flere og flere af os.

Nej, nej, nej. Hvorfor kan jeg ikke bare have sådan nogle rolige, harmoniske drømme om natten, hvor jeg oplever spændende ting. I stedet har jeg en masse ragelse, der åbenbart skal bebarbejdes mellem 23 og 7. Meget apropos mit sidste blogindlæg, så slår det mig pludselig. At jeg drømte om heste i nat. Ikke bare sådan heste i almindelighed, men om den hest der er til salg, som en kommentatrise var så venlig at gøre mig opmærksom på. Og hvis den ikke blev solgt, ville den skulle aflives. Jeg drømte, at jeg kom gående på en vej, og hestens sælger stod ved vejen og spurgte alle der gik forbi om de ikke ville købe hendes hest, ellers skulle den slagtes.

Jeg sagde nej, men mit hjerte var i vildsind.

Tak for oplysningen om hest til salg, ellers bliver den slagtet. Jeg har nu også et hestelig på samvittigheden. I hvert fald i drømmen.

Er der nogle drømmetydere derude?

God mandag

Min ældste datter synes, hun har et dårligt liv.

Derfor undgår vi for tiden at snakke om krigen eller skal vi sige h- ordet. Altså Hest.

Hun synes, det er så dybt uretfærdigt at verdens goder er fordelt ulige, fordi hun ikke må få en hest.

Og i øvrigt synes hun også, at vi er meget mere på café end hende! Hvilket også er uretfærdigt.

Det SAGDE hun. Og hun har allerede nu været i ligeså mange lande, som jeg har haft cafébesøg da jeg var 21.

HUN er 12 – by the way – ikke 17 som man skulle tro, med den cafébemærkning.

Hendes liv er SÅ dårligt, fordi “alle andre må jo få en hest… yada, yada, yada”

Og den stærkeste trumf hun har i ærmet: “og du har SELV haft en hest, mor, kan du huske hvor glad du var for Djinni?”

“Hvem må da have en hest ud over Olivia, Julie, Nadja, Helena, anden Helena og Simone?” spørger jeg.

Dumt – for rækken af tøser der har en hest er jo urimelig lang. Så i stedet for at komme med et godt argument – gav jeg hende guld i munden.

“Ja, se alle dem der har – og Nadia er bare så heldig for hun har også en mor, der rider.”

Hvordan får de råd til det? Plyndrer de shelltanke om natten med nylonstrømper om hovedet?

Gider jeg have en hestetrailer bag ved bilen? Nope.

Gider jeg stå og fryse i en hestehal? Nope

Er jeg bange for dyrlægeregninger? Yes.

Er jeg en egomor? Somme tider.

Hun ønsker sig så inderligt en hest, men har indset at hendes odds er ret dårlige.

Hun er nu gået til yderligheder og har allieret sig med veninde og venindes mor. Hun har således allerede arrangeret, hvor hun kan få hesten opstaldet, hun har sågar fået oplyst pris og fået ok fra venindens mor.

Det er ikke ok. Det er da totalt illoyalt at blive bagholdsangrebet af hestemødre.

Her går man og prøver at holde sin mor ryggrad oprejst, som jo oftest er som en regnorm.

Bliver jeg mat i koderne (hydr hydr), når jeg ser hendes øjne stråle, når hun fortæller om hvor højt hun har sprunget til ridning?

Ja.

Nå det er ved at være tid til en historie fra det virkelige liv. Ligesom jeg var ved at tro, at jeg havde lidt medvind på den cykelsti, der hedder arbejdslivet, blev jeg fuldstændigt slået hjem i ludo.

Jeg var ellers ligeved at føle mig lidt celebrity-agtig, idet jeg sådan gør mig i udgivning af bøger. I 3 dage fløj jeg på en sky og fantaserede bl.a. om hvad jeg skulle servere til min bogreception, og hvem jeg skulle invitere.

Men penge skal der jo tjenes. Og job skal søges. Man kan jo ikke sådan bare gå og være yogalærer og tro, at man får råd til grafisk opsætning af lækker bog med den løn. Så jeg har tænkt mig noget rugbrødsarbejde. Du ved, sådan et hvor man lægger hjernen, gør hvad der skal gøres, går hjem og ikke mere shit.

“Hvad kan du?” – spurgte den lidt kække slotshotelchef, da jeg havde taget mod til mig og ringet til ham.

Åhhhhh. Bliver altså bare såå træt. Når nogen til en samtale spørger mig: “hvad kan du?”.

Og så på den der friske måde. Havde lyst til at sige til ham: “spørg mig hvad jeg ikke kan”,

det turde jeg selvfølgelig ikke, men fik mig mandet op til:

“Ved du hvad. Hvis nu jeg kigger ud til dig, så skal jeg fortælle dig om alle de spændende ting, jeg kan”.

Hvis jeg nu kunne tegne ligesom Maren Uthaug. Så ville jeg gøre som hende. Og tegne hvor lange mine testikler kan blive over at få spørgsmål fra kække chefer der spørger: “hvad kan du?”

Nu er det råbt ud i cyberspace. Jeg skal udgive en bog. En bog om vores år i Vietnam.

• Om at rejse ud,
• arbejde blandt stammefolk og vandbøfler,
• bo midt i rismarkerne, og bestyre Topas Ecolodge.
• Og om at hive familien med.

Det er stort for mig. Har svært ved at koncentrere mig.

Den skal udgives på et lille forlag. Forlaget H. Heidi Korsgaard fra skriveværkstedet og forlaget er min redaktør.

Tænk at jeg kan skrive det. Tænk hvis kun min mor gider købe den? Måske bliver jeg til grin?

Mit succeskriterie er: Bare jeg ikke bliver til grin.

Planen er, hvis alt går vel, at den skal udkomme til januar.

Åhhh åh åh åndenød

Tid til en lille overspringshandling:

Amerikansk hjemmeside med lækkert yogatøj. Hvordan jeg kom ind på den????? Det ser lækkert ud.

Kvindeyoga. Med respekt for den kvindelige cyklus, seksualitet og kreativitet. Jeg har tilmeldt mig en teleklasse, som det så fint hedder. Det foregår på engelsk. Hvis du også vil, så se her:

Og hvis jeg boede på Sjælland, ville jeg tage på Tantrafestival i weekenden. Se her.

De skriver:

“Efter en sommer med talrige storslåede gadefester og kulturbegivenheder, venter der København et vigtigt sensommer-sansebrag, når landets første Tantrafestival den 10. – 11. september åbner dørene for alle, der er draget af den eksotisk dampende ordklang ved ordet tantra, som her på de nordlige breddegrader er blevet mere end blot en mystisk videnskab fra en fjern tid i Østen. Tantra er nemlig blevet et af tidens allerhotteste emner, når det handler om spændende måder at udforske sig selv på. Ethvert ugeblad med respekt for sig selv har forlængst testet tantra for bedste og længste sex-leg, og haft smidige kama sutra-stillinger med i velværesektionen. Læger anbefaler tantra og tantrisk elskov som den bedste medicin imod samfundsfjende nummer et – stress, mens psyko- og sexologer ordinerer mere intimitet i kærlighedslivet, og mere tid til hinanden på lagnerne til de mange ulykkelige par. Og op til flere gange har dansk fjernsyn reporteret fra tantralejre, og om tantramassage, i prime time-tv.”

Lyder spændende ikk?

Min yogakollega Heidi er altså oppe på beatet. Som tidligere journalist opsnapper hun alt muligt om yoga – bøger, klip, udstyr und so ….

Følg med i hendes yogablog her:

Midtjyllands yogaqueen altså. Med egne lokaler i Nørre Vissing. Som måske bliver Danmarks næste Asram????

Så vil jeg altså godt komme i Asram.